Astola Island (Satadip) - den historiske ø i Pakistan

Ude i Det Arabiske Hav rejser Astola Island sig som et lyst klippelandskab over det blå vand. Øen, der også kendes som Satadip og Haft Talar, forener fortællinger om oldtidens søfarere og religiøse traditioner med et bemærkelsesværdigt dyreliv. På strandene lægger havskildpadder deres æg, mens havet omkring øen rummer koraller, fisk og havslanger.

Øen med de syv høje

Astola ligger ud for fiskerbyen Pasni og regnes som Pakistans største ø i det åbne hav. Det lokale navn Haft Talar henviser til de syv høje, som øens klippeformationer forbindes med. På afstand kan højdedragene give indtryk af flere små øer, men de hører til ét sammenhængende landskab med plateau, stejle skrænter og sandstrande.

Øen har ingen permanent landsby. Fiskere har dog længe brugt den som midlertidig base og opholdssted. Havet har derfor både holdt Astola adskilt fra fastlandet og forbundet øen med menneskene langs Makran-kysten.

Illustreret oversigtskort over Astola Island sydøst for Pasni ved Pakistans Makran-kyst — Astola ligger ud for Makran-kysten i Balochistan. Oversigtskort; kystlinje, afstande og størrelser er vejledende.

Historien: oldtidens søfarere og usikre stednavne

Astola forbindes ofte med Nearchos, Alexander den Stores admiral, som sejlede langs kysten i 325 f.v.t. Rejsen er beskrevet af den græske forfatter Arrian. Fortællingerne om øer på ruten har siden givet anledning til forsøg på at identificere dem med nutidens Astola.

Identifikationen er imidlertid omdiskuteret. Navnet Carnine er blevet knyttet til Astola, men også til andre steder langs kysten. Manglen på ferskvand gør blandt andet beskrivelser af bosættelse og husdyr vanskelige at forene med øen. Forbindelsen til Alexanders flåde bør derfor læses som en historisk tolkning frem for et sikkert dokumenteret besøg.

Satadip: et sted med religiøs betydning

I hinduistisk tradition kendes øen som Satadip. Ramsar konventionens beskrivelse af området omtaler rester af et tempel viet til gudinden Kali Devi. Dermed har øen også en plads i regionens religiøse kulturhistorie.

På Astola findes desuden et lille muslimsk bedested knyttet til Pir Khwaja Khizr. I den lokale tradition forbindes Khizr med havet, og fiskere har brugt stedet under deres ophold. Tempelresterne og bedestedet fortæller om forskellige trosfællesskabers forhold til den samme ø. Sagnene er en del af stedets betydning, selv om de ikke i sig selv daterer bygningerne.

Havskildpadder på strandene

Sandstrandene neden for klipperne er vigtige ynglesteder for grøn havskildpadde, Chelonia mydas. Hunnerne går på land for at grave reder og lægge æg. Senere skal ungerne fra reden ud til havet, hvor deres liv fortsætter.

IUCN omtaler også karetteskildpadde, Eretmochelys imbricata, i forbindelse med øens ynglestrande. Strandene er derfor mere end smukke kyststrækninger: de indgår i havskildpaddernes livscyklus. Lys, støj, affald og færdsel ved reder kan forstyrre dyrene. Et hensynsfuldt besøg kræver afstand til både skildpadder og deres spor.

Havskildpadde på en sandstrand — Havskildpadde på stranden - illustration til øens ynglende havskildpadder.

Små havskildpadder på vej over sandet mod vandet — Skildpaddeunger på vej mod havet.

Astolas særlige saw-scaled viper

Et af øens mest særprægede dyr er Astola hugormen, Echis carinatus astolae, som på engelsk kaldes Astola saw scaled viper. Den beskrives som en underart, der kun findes på Astola. Det er altså denne lokale underart, der er enestående for øen; saw-scaled viper som helhed forekommer også andre steder.

Navnet saw-scaled henviser til de ru skæl, der kan frembringe en raslende advarselslyd, når slangen gnider kropssiderne mod hinanden. Det er en giftig slange, som skal have fred. Dens begrænsede udbredelse gør samtidig øens levesteder særligt værdifulde.

Øens tørre klippelandskab - levesteder på Astola — Øens tørre klippelandskab, levesteder på Astola.

Ni havslanger og et rigt liv under overfladen

I beskrivelser af Astolas marine fauna nævnes ni arter af havslanger i farvandet omkring øen. Tallet er et rapporteret artsantal, ikke en garanti for, at alle arter ses på en bestemt tur. Havslangerne er giftige og bør betragtes på afstand uden berøring eller forsøg på at fange dem.

Under overfladen findes også koralsamfund, fisk og en mangfoldighed af hvirvelløse dyr. Korallerne skaber skjul og levesteder, mens klippebund, sandbund og kystens øvrige miljøer tilsammen giver plads til forskellige arter. Astolas rigdom ligger netop i dette samspil mellem levesteder.

En undersøgelse af øens koralsamfund fra 2025 beskriver både hårde og bløde koraller. Opgørelser over artsantal varierer mellem undersøgelser, så ét tal fortæller ikke hele historien. Korallerne er levende dyr og kan skades af ankre, optrampning og uforsigtig kontakt fra besøgende.

Fastvoksende havorganismer illustrerer livet under overfladen.

Dykning og snorkling

Under vandet kommer man tæt på et andet landskab end øens tørre klipper. Billedserien viser snorkling, dykning og møder med havets dyreliv. Ved koraller og andre fastsiddende havdyr bør man holde afstand og undgå at berøre eller fodre dyrene.

Snorklere i vandet ud for en klippekyst — Snorkling langs klippekysten.

Dykker med maske og regulator under vandet — Dykning under havoverfladen.

Dykkere ved en stor fisk på havbunden — Et møde med havets dyreliv.

Gule fastsiddende havorganismer på en klippe under vandet — Farverige fastsiddende organismer under vandet.

Skibsvrag syd for Astola

Astolas maritime historie fortsætter under havoverfladen. Olive Ridley Project beskriver et dyk på et skibsvrag cirka tre kilometer syd for øen. Organisationens beretning oplyser hverken skibets navn eller tidspunktet for forliset, men dokumenterer, at vraget er et levested for marint liv.

En undersøgelse af områdets fisk fra 2024 omtaler også skibsvrag syd for Astola. Koraller og andre fastsiddende havdyr har koloniseret vragene og skabt skjul og fødegrundlag for fisk. På den måde kan menneskeskabte rester få en økologisk funktion, der minder om et rev.

Vragene viser samtidig et af områdets problemer: Olive Ridley Projects dykkere fandt efterladte fiskenet over vraget. Disse såkaldte spøgelsesnet kan fortsætte med at fange havdyr og udgør også en fare for dykkere. Organisationen beskrev derfor et samarbejde med Maritime Archaeology and Heritage Institute om at fjerne net fra skibsvrag i pakistansk farvand.

Et skibsvrag på havbunden med bevoksning på skroget — Skibsvrag på havbunden.

Delfiner, hvaler og havfugle

Ramsar materialet omtaler observationer af delfiner i området. Pakistans miljømyndighed fremhæver desuden, at den sjældne bestand af pukkelhvaler i Det Arabiske Hav lejlighedsvis er rapporteret fra farvandet omkring Astola. Øen indgår dermed i et større havområde, hvor også store havpattedyr færdes. Observationer er mulige, men kan ikke loves.

Over vandet er fuglelivet en anden væsentlig del af øens natur. Kystfugle, måger og terner bruger området, og store toppede terner har ynglet i betydelige kolonier. Klipperne, strandene og havets fødegrundlag gør Astola til både rasteplads og ynglested.

En flok hvide havfugle over klipper ved havet — Havfuglene er en vigtig del af øens økosystem.

Vegetation og blomster i et tørt landskab

På land er forholdene barske. Der er ingen naturlig ferskvandskilde, og plantedækket er tilpasset tørke, vind og saltpåvirkning. Buske, lave urter og anden tørketålende vegetation præger landskabet, hvor regn og fugtighed i jorden sætter grænserne for væksten.

Blomstrende planter hører også til fortællingen om Astola, men øen er ikke en frodig blomsterø. Vegetationen må forstås på tørlandets vilkår: den kan være spredt og let at overse mellem klipperne. Her ligger en tydelig forskel mellem det sparsomme plantedække på land og den store biologiske rigdom i havet.

Det sparsomme plantedække på øens klipper.

Relativt uforstyrret og alligevel sårbar

Afstanden til fastlandet har hjulpet med at bevare Astolas særlige natur. Ordet “uberørt” skal dog bruges med omtanke. Fiskeri, efterladte redskaber, affald og indførte dyr har påvirket øen. Katte, som mennesker har bragt dertil, er blandt de trusler, der omtales i beskrivelser af fuglelivet.

Den 15. juni 2017 blev Astola udpeget som Pakistans første marine beskyttelsesområde. Beskyttelsen er et vigtigt skridt, men naturens fremtid afhænger også af, hvordan fiskeri, bådtrafik og besøg foregår i praksis. Astola rummer både kulturhistorie og levesteder, som ikke kan erstattes, hvis de går tabt.